Skive Kommune har for andet år i træk fået en 4. plads i Dansk Byggeris rangering af hvor det er lettest at drive virksomhed i Danmark.
”Vi er stolte af, at vi i Skive er blandt landets fire mest erhvervsvenlige kommuner. Vi har et godt grundlag for vækst og udvikling her på egnen, og det bunder i den grad i et godt samarbejde mellem Kommunen og virksomhederne” udtaler Lars Fjalland, direktør Business Skive. ”Hos Business Skive er det vores kerneopgave at fremme udvikling og vækst blandt erhvervet i kommunen, så vi er særligt stolte af at se et resultat som dette for andet år i træk” fortsætter Lars Fjalland.
Analysen er baseret på 22 forskellige parametre fordelt på seks overordnede temaer. De enkelte temaer er: Byggesagsbehandling, erhvervsaffald, udbud, kommunale investeringer og udlicitering af tekniske opgaver, skatter og afgifter og arbejdsmarked og uddannelse. Dykker man ned i rapporten kan man se, at vi i Skive er den kommune, der har den 3. hurtigste byggesagsbehandling i hele landet. ”Det er nødvendigt at sagsbehandling kan gå hurtigt, for ellers bliver det en hæmmesko for udviklingen i erhvervet. Specielt set i perspektivet af nedlukningen af Danmark som følge af Corona, er det nødvendigt for vores erhvervsliv, at der ikke er administrative ting i vejen for udvikling og vækst” fortæller Lars Fjalland.
Hos Business Skive byder de velkommen med åbne arme når virksomheder vælger at flytte til kommunen. ”Udvikling er et nøgleord for os, og det kan en nytilflyttet virksomhed som Brandt Gruppen bidrage med på flere forskellige måder” fortæller Frank Petersen, erhvervskonsulent hos Business Skive og fortsætter ”Det bidrager selvfølgelig til udviklingen ved blot at øge antallet af CVR-numre i kommunen. Men hos Brandt Gruppen arbejder de særligt med at udvikle lederne og dermed frontløberne for udvikling af virksomheden og væksten, så de kan bidrage med udvikling på en helt særlig måde. Brandt Gruppen har især erfaring inden for produktion og industri, som vi har en stor andel af på Skiveegnen, så det er en gevinst for egnen at få en virksomhed hertil som denne.”
Brandt Gruppen håber at kunne bidrage med at udvikle på den fantastiske kultur, der allerede eksisterer på Skiveegnen. ”Pointen er at vi kommer med noget viden man ikke havde før og får en større styrkebevidsthed, men også en bevidsthed om faldgruber og skyggesider af sine personlighedstræk i en arbejdsmæssig kontekst.” fortæller Hans-Henrik og fortsætter ”Selvom vi har stor erfaring inden for produktion og industri, er vi klar til at tage hånd om alle typer virksomheder – store som små. Jeg håber at Skiveegnens virksomheder vil tage godt imod os og blive klogere på hvordan vi kan hjælpe på www.brandtgruppen.dk, eller på Facebook BrandtGruppen-HR. Ring eller skriv til os, og jeg kommer gerne forbi til en kop kaffe”, udtaler Hans-Henrik Brandt til slut.