Skip to main content

Den danske nethandel har været udsat for en stabil stigning de senere år, men særlig 2020 har resulteret i ekstraordinær fremgang i både B2B og B2C nethandel. Tal fra Dansk Industri viser således, at 32 procent af de danske virksomheder i 2020 arbejdede med e-handel, hvilket er en stigning på seks procentpoint sammenlignet med 2019.

Én af dem der har været med hele vejen – og som allerede før Coronakrisen væltede danskernes hverdag og gjorde os alle sammen købelystne – er Sallingboen, Patrick Furbo.

Patrick startede i 2016 en lille webshop ved navn, beslagsmanden.dk. For Patrick var webshoppen en fritidsbeskæftigelse, men også et håb om at kunne gøre sin hobby til en levevej. Det ønske er i dag blevet en realitet. I september 2020 kunne Business Skive således hjælpe Patrick med at ansætte virksomhedens første medarbejder. En proces som Patrick kalder ”en milepæl”. Gennem målrettet markedsføring og med udsigt til flere varer på hylderne, var det den helt rigtige vej for beslagsmanden.dk.

Kontakten mellem den unge iværksætter og Business Skive blev skabt allerede tilbage i 2019, hvor erhvervskonsulent, Frank Petersen, ad omveje blev introduceret for Patrick. Det blev hurtigt tydeligt, at Patrick manglede et skrivebord, hvorfra han kunne fokusere på at vækste sin virksomhed. Derfor tilsluttede Patrick sig da også Elværket Skive. Her fik han sit eget skrivebord, hvor han kunne drive sin virksomhed mod større vækst. I Elværket var det muligt for Patrick at indgå i løbende sparring med blandt andre Business Skives konsulenter. ”Som iværksætter er det fedt at være i et miljø hvor sparring fra erfarne erhvervskonsulenter er lige ved hånden. Jeg brugte Business Skives konsulenter, når der var brug for at tage nogle lidt større strategiske valg og sætte nye mål for min virksomhed.” – fortæller Patrick Furbo.

I dag bor beslagsmanden.dk i egne lokaler i Rødding. Business Skive følger stadig virksomheden, men på nuværende tidspunkt, kun fra sidelinjen. “Patrick er en iværksætter med stort ”i”. Han har et drive og et gå-på-mod, som vi skal værne om her på egnen.” Fortæller Frank Petersen, Business Skive.

Patricks ambitioner er store og målet for fremtiden er at fortsætte med yderligere vækst og succes. Hos Business Skive glæder vi os til at være med på rejsen, der forhåbentlig først lige er startet.