Skip to main content

Lisbeth Bang Nielsen er tidligere erhvervskonsulent fra Thy Erhvervsforum og bliver den 1. oktober en del af Business Skive teamet, hvor hun skal hjælpe lokale virksomheder med sparring og vejledning til mest mulig vækst og udvikling.

Den 1. oktober 2021 starter Lisbeth Bang Nielsen som ny erhvervskonsulent ved Business Skive. Dette sker, da erhvervskonsulent Signe Bak Jørgensen i august 2021 fandt andet arbejde, og stillingen derfor skal besættes af en ny. ”Vi kommer helt sikkert til at savne Signe på vores hold. Vi ønsker hende al mulig held og lykke i fremtiden, og heldigvis er hun stadig en tæt samarbejdspartner i hendes nye job hos Energibyen.” fortæller Lars Fjalland, Direktør ved Business Skive.

Lisbeth Bang Nielsen er tidligere erhvervskonsulent fra Thy Erhvervsforum og bliver den 1. oktober en del af Business Skive teamet, hvor hun skal hjælpe lokale virksomheder med sparring og vejledning til mest mulig vækst og udvikling. ”Jeg glæder mig meget til at blive en del af teamet hos Business Skive og bruge den erfaring jeg har med og bygge videre på den” fortæller Lisbeth Bang Nielsen.

”Skiftet til Business Skive er et naturligt skridt i udviklingen i min karriere, da jeg ser utrolig mange ligheder mellem Thy og Skive, men også nye og større muligheder for at bidrage til udvikling i Skive. Jeg glæder mig derfor til at arbejde endnu mere med erhvervsudvikling i fremtiden, som er det jeg brænder for”, forsætter Lisbeth.

Lisbeth kommer med en lang række kompetencer og erfaringer, som Business Skive vil kunne drage nytte af i sammensætningen af teamet af erhvervskonsulenter og som de lokale virksomheder kan drage stor nytte af. Hun har tidligere blandt andet været salgschef og arbejdet med salg og udvikling i mange år, hvor hun gennem samarbejder med andre virksomheder, også har berørt både detail, produktion og håndværkere i både store og små skalaer. ”Vi tror at Lisbeths brede faglige erfaring hun bringer med sig, kommer til at skabe stor værdi hos både teamet i Business Skive men ikke mindst hos vores lokale virksomheder, som får stor gavn af Lisbeth”. Fortæller Lars Fjalland. Derudover har Lisbeth selv været selvstændig. ”Jeg synes det er en styrke at kunne sætte sig i iværksætternes sted og genkende deres udfordringer og glæder, og det giver mig en bedre forståelse for hvad der giver værdi og mening for dem.” fortæller Lisbeth Bang Nielsen.

Til daglig bor Lisbeth i Hurup midt mellem skov, fjord og hav, med familie og venner omkring sig. Hun elsker at dyrke naturen og både løber, vandrer og kører mountainbike i sin fritid. Derudover rammer hendes interesser blandt andet boligindretning og design, og erhvervspolitik.

”Vi glæder os til at byde Lisbeth velkommen, og håber Skives virksomheder vil tage rigtig godt imod hende” slutter Lars Fjalland.