Skip to main content

Skiveegnen samler kræfterne: Ny brandingindsats skal styrke hele områdets image

Et nyt, ambitiøst brandingprojekt kommer nu til at se dagens lys på Skiveegnen. Med støtte fra Spar Vest Fonden, Branding Skiveegnen og Skive Kommune, ansætter Business Skive nu en medarbejder, som får til opgave at koordinere og styrke brandingen af hele Skiveegnens erhvervsliv – i tæt samarbejde med både kommune, virksomheder og uddannelser.

“Det her er ikke Business Skives projekt alene – det er hele Skiveegnens,” understreger direktør Lars Fjalland. “Vi har valgt at pulje ressourcer og arbejde tæt sammen med Skive Kommunes kommunikationsafdeling og erhvervslivet, så vi kan tage et samlet strategisk greb om brandingindsatsen. Det kan vi kun løfte i fællesskab.”


Projektet der løber over to år fra november 2025, skal samle og dele over 100 erhvervsfortællinger – blandt andet via vodcasts, som bliver produceret i et nyt studie i Elværket. Historierne skal være med til at sætte lys på al den udvikling, grøn innovation og stærke partnerskaber der findes lokalt – og give folk lyst til at være en del af det.

”Der sker så mange spændende og positive ting i erhvervslivet på Skiveegnen, men mange af dem får ikke den omtale de fortjener”, forklarer Lars Fjalland. ”For at kunne prale af sin egn, kræver det en forståelse af og en indsigt i hvad der foregår, og det vil vi nu lave en strategisk indsats på at give til folk – både herhjemme og uden for kommunegrænsen.”


Medarbejderen, der ansættes hos Business Skive, får ansvar for den daglige koordinering og produktion i tæt samarbejde med den eksisterende kommunikationsansatte hos Business Skive, et redaktionelt advisory board og et ambassadørkorps. Projektet understøtter Skive Kommunes vækststrategi og skal bl.a. bidrage til bosætning, tilflytning af erhverv og en styrket lokal stolthed.

“Vi har historierne – nu samler vi kræfterne om at få dem fortalt på den rigtige måde. Det er her, vi virkelig kan rykke noget,” siger Lars Fjalland.

Stillingen forventes at blive slået op i efteråret 2025, med start 1. november 2025.