Kan biologiske råvarer fra landbruget blive grundlag for ny produktion og nye virksomheder på Skiveegnen? Det potentiale har Vækstteamet i Business Skive arbejdet med gennem længere tid, og et EU-støttet ekspertforløb gjort vejen fra idé til mulig realisering langt mere konkret.
Skiveegnen har store biologiske ressourcer fra landbruget. Landbrugsjord udgør nemlig ca. 70% af Skive Kommunes samlede areal. Samtidig er der stigende interesse for byggematerialer med et lavere CO₂-aftryk. Det var udgangspunktet, da Vækstteamet i Business Skive begyndte at undersøge, om de to ting kan kobles og på sigt danne grundlag for et nyt produktionsmiljø for biogene byggematerialer på egnen.
Tidligere på året fik arbejdet et markant skub, da projektet blev udvalgt til Green Assist, et EU-initiativ, der stiller ekspertbistand til rådighed for grønne investeringsprojekter. I alt blev der afsat ekspertbistand svarende til omkring 1 mio. kr. til at kvalificere projektet og bringe det tættere på realisering.
Det arbejde er nu afsluttet. Resultatet er en omfattende rapport, der samler analyser og anbefalinger og munder ud i et konkret roadmap for det videre arbejde. Roadmappet giver Vækstteamet et værktøj til at arbejde videre med de næste skridt og gøre Skiveegnen klar, hvis virksomheder ser et forretningsmæssigt potentiale i biogene byggematerialer.
Erhvervsudvikler Mikael Oddershede med isolering af græs som eksempel på hvad Skiveegnens biomasse potentielt kan blive til.
Et potentiale er blevet til en konkret plan
Som en del af Green Assist-forløbet har det franske konsulentbureau D&Consultants arbejdet sammen med Vækstteamet og en række lokale og eksterne aktører om at gå projektet efter i sømmene.
Rapporten samler blandt andet analyser og anbefalinger om forretningsmodel, organisering, værdikæde og rammevilkår. Dermed er de første tanker om potentialet på Skiveegnen blevet undersøgt, valideret og gjort mere konkrete.
”Vi havde fra starten en klar idé om, at der ligger et potentiale i at koble Skiveegnens biologiske ressourcer med efterspørgslen på nye byggematerialer. Green Assist-forløbet har givet os mulighed for at få den tanke prøvet grundigt af udefra. Nu står vi med et langt mere konkret grundlag for, hvad der skal til, hvis potentialet skal realiseres,” forklarer Mikael Oddershede, erhvervsudvikler i Vækstteamet hos Business Skive.
Rapporten er dermed ikke afslutningen på projektet, men et arbejdsredskab til næste fase.
Roadmappet peger på to områder, som Vækstteamet nu arbejder videre med: værdikæden omkring de biogene byggematerialer og de kommunale rammevilkår, der skal være på plads for at understøtte en mulig etablering.
Workshop på tværs af værdikæden i forbindelse med Green Assist i Elværket Skive.
Nu skal vejen banes for virksomhederne
Målet er ikke, at Vækstteamet selv skal etablere produktion af biogene byggematerialer. Opgaven er at skabe et stærkere udgangspunkt for de virksomheder og aktører, der kan se et forretningsmæssigt potentiale på området.
Ved at arbejde videre med værdikæde, økonomi og rammevilkår kan Vækstteamet være med til at afdække nogle af de spørgsmål og barrierer, der skal håndteres, hvis potentialet skal omsættes til konkret aktivitet.
”Vi kan allerede se, at der er interesse for det arbejde, vi har sat i gang. Derfor handler næste skridt om at gøre potentialet endnu mere konkret og få de nødvendige rammer på plads. Jo bedre vi kender værdikæden, økonomien og rammevilkårene, desto stærkere står vi, når nye virksomheder og projekter skal kobles på,” siger Lene Baadsgaard, erhvervsudvikler i Vækstteamet fra Business Skive.
På den måde har Green Assist-forløbet været med til at skabe en model for realisering. Ikke en færdig opskrift på, hvilken virksomhed eller produktion der skal komme, men et mere konkret billede af, hvad der skal være på plads for at bringe potentialet tættere på virkeligheden.
Skiveegnens arbejde vækker interesse i Europa
Effekten af Green Assist-forløbet rækker samtidig ud over arbejdet med biogene byggematerialer. Gennem Green Assist samt deltagelse i konferencer og internationale netværksmøder er der kommet øget opmærksomhed på Skive Kommune. Vækstteamets arbejde bliver nu brugt som cases og teamet inviteres ind i nye europæiske projektsamarbejder. De konkrete projekter kan endnu ikke offentliggøres.
Øget interesse for Skiveegnen gør det fortsatte arbejde med værdikæder og rammevilkår endnu mere relevant. For jo mere konkret forarbejdet er, desto bedre står Skiveegnen, når nye muligheder opstår.
Ambitionen er at omsætte den interesse til noget, der kan mærkes lokalt: nye projekter, virksomheder og på sigt produktion og arbejdspladser på Skiveegnen.
”Det er selvfølgelig dér, vi gerne vil hen. Vi har nogle ressourcer og nogle styrker på Skiveegnen, som vi tror på kan blive en del af fremtidens biogene byggeri. Nu har vi fået et langt stærkere grundlag for at arbejde videre med det, både lokalt og sammen med de nye samarbejdspartnere, der viser interesse,” slutter Mikael Oddershede.