Skip to main content

De uddanner sig inden for vidt forskellige fag, men har én ting til fælles: De er allerede godt i gang med arbejdslivet

Tirsdag eftermiddag og aften den 22. september 2026 rykkede Lærlinge- og elevnetværket til Thise Mejeri, hvor knap 40 deltagere var samlet til virksomhedsbesøg, fællesskab og pizza.

Først kom deltagerne med bag kulissen på Thise Mejeri og hørte om produktionen, virksomheden og historien bag. Virksomhedsbesøg er en vigtig del af netværket, fordi det giver deltagerne mulighed for at opleve andre arbejdspladser og fag end deres eget. Samtidig møder de andre unge, der også er i gang med deres første år på arbejdsmarkedet.

Bagefter stod Ole og Allan fra Daddy’s Pizza klar, og sammen blev der bagt pizza, selvfølgelig med ost fra Thise.

På tværs af Skiveegnen

Noget af det, Vækstteamet i Business Skive gerne vil med Lærlinge- og elevnetværket, er netop at skabe relationer på tværs af virksomheder og fag.

Denne eftermiddag og aften var der deltagere fra Bak Bak, Beierholm Skive, HK MidtVest, Skive Kommune, LABFLEX, Dantherm Group, Skive fH, Skive College, Kastrup Vinduet, Thise Mejeri, N.C. Nielsen, Thomas Andersen A/S og VEVO-skolen.

Det betyder, at eksempelvis en lærling fra en produktionsvirksomhed kan møde en elev fra kommunen, detailhandlen eller revisionsbranchen. Faglighederne er forskellige, men mange af erfaringerne med at være ny på arbejdsmarkedet er de samme.

De unge skal være med til at forme netværket

Inden aften sluttede, spurgte arbejdsgruppen bag netværket deltagerne, hvad der fungerede, og hvad de gerne vil have mere af.

Tilbagemeldingerne var ret tydelige. Rundvisningen, virksomhedsbesøget og kombinationen med en fælles aktivitet og mad blev fremhævet flere gange.

Samtidig gav deltagerne noget at arbejde videre med. Flere efterspørger aktiviteter, spil og konkurrencer, der gør det lettere at komme i snak med nogen, man ikke kender i forvejen. Andre ønsker flere virksomhedsbesøg og mulighed for at opleve endnu flere lokale arbejdspladser.

Og når spørgsmålet er, hvordan man får endnu flere med, peger de unge selv blandt andet på mere synlighed på arbejdspladserne og skolerne, mere SoMe og en tættere kontakt til virksomhedernes lærlinge- og elevansvarlige.

Det tager arbejdsgruppen bag netværket med videre.

For Lærlinge- og elevnetværket skal ikke bare være et netværk for de unge. Det skal udvikles sammen med dem.

Se billeder fra netværket herunder.

 

Vil du vide mere om netværket så kontakt Stine eller Lene fra Vækstteamet i Business Skive

Vækstkonsulent

Stine Borup Christensen

Vækststrategi

Erhvervsudvikler

Lene Baadsgaard

Vækststrategi

Som en del af vækstteamet i Business Skive er mit helt store fokus at finde og samle virksomheder, personer og andre der vil være med til at skabe vækst på Skiveegnen. Mine specialistområder er supply chain management og operations, digitalisering og automatisering. Jeg har mange års praktisk erfaring fra forskellige virksomheder hvor jeg har haft roller som leder, projektleder og forretningsudvikler. Jeg har blandt andet arbejdet med operationsoptimering, simulering af produktions- og supply chain systemer, implementering af nye ERP-systemer, ISO implementering, supply chain strategi og konceptudvikling og ledelse af supply chain-transformationsprojekter. I de seneste år har den grønne omstilling været en naturlig del af de udviklingsprojekter jeg har været med i. Uddannelsesmæssigt er jeg indkøbs- og importøkonom – og har derudover uddannelser indenfor ledelse, supply chain, innovation og strategisk indkøb og sourcing. Bonusinfo: Jeg er ofte i padelhallen og synes det er fedt at spille med forskellige med- og modspillere. Jeg spiller også golf men aldrig når det regner 😊