I Rødding skaber fællesskabet nye muligheder
Fra møbelfabrik til iværksættermiljø:
I en tidligere møbelfabrik i Rødding udvikler iværksættere virksomheder inden for blandt andet keramik, cider og bæredygtige byggematerialer. Her deler de ikke kun adresse, men også erfaringer, netværk og muligheder. Det er et eksempel på, hvordan fællesskab og lokale ressourcer kan være med til at skabe erhvervsudvikling på Skiveegnen.
Engang pendlede folk til Rødding for at arbejde på landsbyens møbelfabrikker. I dag går pendlingen i højere grad den modsatte vej. Men i en af de tidligere fabriksbygninger er der igen gang i erhvervslivet.
Her har Finn Mikkelsen skabt rammerne for et fællesskab af mindre virksomheder, der arbejder med vidt forskellige produkter. Keramikvirksomheden Mullegrif, Rakkerpak Cider og Vestræ, der beskæftiger sig med byggematerialer og små boliger, er blandt virksomhederne i huset.
Selvom deres forretninger er forskellige, har de fundet en fælles styrke i at være samlet under samme tag.
Karen Refsgaard interviewes af Helle Dons Larsen fra Business Skive
Fra carport til virksomhedsfællesskab
For Bente fra Mullegrif har fællesskabet haft stor betydning for virksomhedens udvikling.
Mullegrif begyndte hjemme i familiens carport. Da virksomheden voksede ud af de oprindelige rammer, blev muligheden for at flytte ind blandt andre iværksættere afgørende.
“Da vi tager den beslutning, er det faktisk afgørende, at det er et fællesskab, og at vi ligesom kan møde andre,” fortæller Bente.
I dag kombinerer Mullegrif sin egen keramikproduktion med åbent værksted, kurser og arrangementer. På en almindelig uge kommer der ifølge Bente mellem 50 og 100 mennesker gennem huset.
Og selvom virksomhederne arbejder inden for forskellige brancher, betyder det noget at have andre iværksættere tæt på.
Det kan være en hjælpende hånd, et stykke værktøj, man kan låne, eller muligheden for at vende hverdagens udfordringer med nogen, der kender livet som selvstændig.
Når virksomheder hjælper hinanden med at vokse
Hos Rakkerpak Cider oplever Maureen også, at fællesskabet giver konkrete forretningsmæssige fordele.
Virksomheden udspringer af Rødding Æblets By, hvor en gruppe lokale begyndte at eksperimentere med ciderproduktion. Siden udviklede interessen sig til en virksomhed, som i dag har produktion i den gamle møbelfabrik.
“Når man kun er én, så er det virkelig dejligt at komme et sted hen, hvor der er andre, der også er i den der iværksætter-spirit,” fortæller Maureen.
Hun og Mullegrif udveksler blandt andet erfaringer om markeder, messer og salgssteder. De har forskellige produkter, men møder ofte de samme typer kunder.
Når Maureen inviterer gæster til ciderarrangementer, får de samtidig mulighed for at opleve de andre virksomheder i bygningen. På den måde er virksomhederne med til at skabe synlighed og muligheder for hinanden.
Også hos Vestræ, der arbejder med naturbaserede byggematerialer og udvikling af små boliger, er fællesskabet en vigtig del af hverdagen. Her giver mødet mellem forskellige fagligheder mulighed for sparring, nye idéer og samarbejder.
En større ambition for Rødding
Virksomhedsfællesskabet er samtidig et konkret eksempel på den udvikling, som Karen Refsgaard og en gruppe lokale kræfter arbejder for at skabe i Rødding.
Deres ambition er, at landsbyen igen skal være et sted, hvor mennesker kommer for at arbejde, og hvor nye virksomheder får mulighed for at opstå.
“Hvis et lokalsamfund skal overleve, så skal der være børn, der skal være butikker, og der skal være arbejdspladser. Og så skal der være noget at lave efter klokken fire,” siger Karen Refsgaard.
Derfor arbejder de også med idéer til nye boformer, blandt andet tiny houses, som på sigt kan gøre det lettere for iværksættere og andre interesserede at prøve livet i Rødding af.
Planerne om et større bofællesskab er endnu ikke realiseret, men et tiny house er allerede indkøbt og bliver udlejet til kortere ophold.
For Karen Refsgaard handler indsatsen om at skabe sammenhæng mellem arbejdspladser, bosætning og et aktivt lokalsamfund.
Og i den gamle møbelfabrik er en del af visionen allerede blevet til virkelighed. Her viser iværksætterne, hvordan eksisterende bygninger, forskellige fagligheder og et stærkt fællesskab kan skabe plads til nye virksomheder og udvikling.
Hør hele historien i Sådan gør vi her
I afsnit 10 podcast Sådan gør vi her besøger Helle Rødding og taler med Karen Refsgaard og iværksætterne Bente, Finn og Maureen om at udvikle virksomheder, dele erfaringer og skabe nye muligheder i et mindre lokalsamfund.