Dan-Element A/S
Fabriksvej 12
7800 Skive
Fabriksvej 12
7800 Skive
Fra Vester Lyby til nogle af Danmarks største byggerier
Vidste du, at en virksomhed fra Skive producerer nogle af de største betonelementer i Danmark? Det er netop noget af det, der gør besøget hos Dan-Element ekstra interessant.
Her har vi en produktionsvirksomhed, som mange kender fra den markante placering ved hovedvejen, men som de færreste har oplevet indefra. Det får du nu mulighed for. For hvordan producerer man betonelementer på op til 110 tons? Hvordan planlægger og gennemfører man leverancer til nogle af landets største byggeprojekter? Og hvordan udvikler en familieejet virksomhed fra Skive sig til en specialiseret aktør i den danske byggebranche?
Besøget handler derfor lige så meget om nysgerrighed og lokal stolthed som om byggeri og forretning. Dan-Element har siden 1986 produceret specialfremstillede betonelementer til byggebranchen og er i dag den eneste elementfabrik i Danmark, der kan producere og levere færdige elementer på op til 110 tons.
Oplæg
Vi starter med et oplæg fra Dan-Element, hvor de fortæller om virksomhedens historie, udvikling og hverdag. Du får indblik i, hvordan virksomheden arbejder med alt fra projektering og produktion til logistik, og hvordan de har fundet en særlig position på markedet med deres store og komplekse betonelementer.
Rundvisning
Herefter kommer vi med rundt i virksomheden og ser produktionen på nært hold. Du får mulighed for at opleve, hvordan rå materialer bliver til færdige betonelementer, og hvordan der arbejdes med kvalitet, præcision og specialløsninger til byggeprojekter over hele landet.
Netværk
Vi slutter af med networking over en kop kaffe og lidt kage, hvor der er mulighed for at møde de øvrige deltagere og tage en snak om produktion, byggeri og erhvervsudvikling på Skiveegnen.
Hvem er arrangementet for?
Arrangementet er for alle medlemmer, der har lyst til at blive klogere på erhvervslivet i vores lokalområde og møde andre lokale virksomheder i en uformel ramme. Det kræver ingen særlig faglig baggrund – blot nysgerrighed på, hvordan en virksomhed fra Skive leverer løsninger til nogle af Danmarks mest ambitiøse byggeprojekter.