Skip to main content

Vil du være med i et udviklingsteam, der kontinuerligt arbejder for, at Skiveegnens virksomheder har de bedste vækstbetingelser og udnytter deres potentialer? Brænder du for at udvikle effektfulde projekter og arrangementer, der understøtter virksomhedernes udvikling og vækst?

Vi søger en engageret og relationsskabende erhvervskonsulent, der brænder for at styrke og udvikle erhvervet i Skive Kommune i samarbejde med et stærkt team på 11 dedikerede kolleger.

I Business Skive skaber vi forbindelser, der giver værdi for vores virksomheder. Vi understøtter erhvervsudvikling, og vi er drevet af en indre lyst til at gøre en positiv forskel. Vi er en forandringsparat gruppe, der tilpasser sig lokale behov ud fra nye tendenser i høj fart.

Hvem er du?

Vi håber at finde en kreativ, selvstændig og dygtig kollega til teamet – én, der er nysgerrig, undersøgende, åben og har motivationen til at lykkes og skabe resultater med andre.

Vi forestiller os, at du har en god forretningsforståelse og ved en masse om forretningsudvikling. Som person brænder du for:

  • at være sparringspartner og vejleder for vores lokale virksomheder med fokus på iværksætteri og scale-up inden for alle brancher.
  • at lave opsøgende kontakt og have dialoger med både eksisterende og nye virksomheder.
  • at være personlig konsulent for ca. 100 virksomheder i egen portefølje
  • at drive og udvikle faglige funderede netværk
  • at igangsætte og fuldføre effektfulde arrangementer, der passer til det lokale behov og aktualitet
  • at drive og udvikle projekter med fokus på erhvervsudvikling
  • at være en fantastisk kollega og teamplayer

Hvem er vi?

Business Skive er den lokale erhvervsservice i Skive Kommune, hvor vi som selvstændig non-profit medlemsorganisation har ambitionen om at være den samlende enhed for vækst og udvikling på Skiveegnen. Det er vi blandt andet som nøgleaktør i Skive Kommunes nye vækststrategi – www.vækst.skive.dk

Strategien er ambitiøs og har klare mål for Skiveegnens fremtid. Du vil som erhvervskonsulent indgå i et tæt samspil med erhvervsudviklerne i strategiens vækstteam.

Vi er en del af og driver Elværket Skive, som er Skiveegnens lokale iværksætter- og innovationsmiljø. Elværket er et samarbejde om udvikling på tværs af erhverv, uddannelse og kommune. Læs mere på www.elvaerketskive.dk

Vores arbejdsmiljø er præget af høj faglighed, engagement, indflydelse, selvstændighed, kombineret med et virkelig godt socialt miljø og sammenhold.

Er det dig vi mangler på holdet? Så send os din ansøgning.

Det praktiske

Arbejdsadressen er Brårupgade 18c, 7800 Skive.

Du søger ved at sende ansøgning og CV til Edith Roesgaard på edr@bskive.dk – vi modtager gerne videoansøgninger. Stillingen er en fuldtidsstilling og forventes besat pr. 1. juni 2022. Ansøgningsfristen er mandag den 11. april 2022 kl. 12.00. Samtaler afholdes løbende.

Ved spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte direktør Lars Fjalland på mobil: 40 10 66 74 eller laf@bskive.dk