Skip to main content

Skive Business Award 2022

Torsdag aften var der linet op til det helt store award show i KulturCenter Skive. Skive Kommunes erhvervsliv var klar til at hylde sig selv i det flotte anlagte Skive Business Award. Der var flotte kjoler og stilfulde jakkesæt på den røde løber, hvor gæsterne fik serveret bobler ved ankomst akkompagneret af musik fra Skive Musikskole. I koncertsalen var der bygget podier op på stolerækkerne, så de i alt 365 gæster havde godt udsyn til scenen fra de runde borde.

Hele 10 priser skulle uddeles, og det hele blev bundet fortrinligt sammen af aftenens vært, Peter Bak. Men før prisuddelingerne begyndte blev der serveret en lækker forret, og der var velkomst ved direktøren fra Business Skive, Lars Fjalland. Det er Business Skive, der afholder Skive Business Award.

Den første pris var til Årets Iværksætter som gik til S.C. Nordic. Efterfølgende var det en af Skive Kommunes priser, og her gik årets Mentorpris til Jess Andersen fra Cykelpartner. Den første akt med tre priser blev rundet af med årets innovationspris, som gik til Veng System.

Imellem priserne blev gæsterne forkælet med lækker mad og vin fra KulturCenter Skive, og der blev snakket lystigt på tværs af bordene mens Skive Musikskole stod for det musikalske indslag fra scenen. Yderligere tre priser skulle overrækkes, og her vandt Boudigaard Begravelse for årets Kundeoplevelse efterfulgt af HEM Denmark i RENT LIV prisen. Årets Erhvervstiltag blev vundet af Vinkel Bioenergi, der sammen med Biocirc er i gang med at lave landets største biogasanlæg lige udenfor Skive.

Nu var det kommet til det erhvervsmæssige indslag udefra, og her havde man i år inviteret stifteren af webshoppen, Sinful, Mathilde Mackowski, til en snak om, hvordan det har været at starte en webshop op med sexlegetøj, og hvordan man har kunne vækste det med rekordfart og nu være indehaver af ikke mindre end 8 Gazelle-priser i træk. Et inspirerende indslag, som blev styret af moderator, Søren Sieg fra E-handelsdagen.

De sidste fire priser skulle uddeles, og her var det den sidste af Skive Kommunes priser – den såkaldte CSR pris, der stod først for. Her blev vinderen Salling Autogenbrug. Årets vækstvirksomhed gik til Wimex og Årets Erhvervspris gik til Dantherm

Slutteligt skulle den prestigefyldte Ærespris uddeles, og her var det formand for Branding Skive Egnen, Poul Pedersen fra Thise Mejeri, der skulle overrække prisen. Den gik i år til Christian Østergaard fra Moland.

Og dermed kunne den sidste fanfare lyde og alle vinderne blev hyldet til store klapsalver fra gæsterne. ”En flot gennemført aften, der i ren Oscar-stil blev afviklet som et award-show bør,” kunne en stolt direktør for Business Skive, Lars Fjalland, udtale efter showet. Det har været nogle travle uger på det sidste, men det har været det hele værd, når vi på denne måde har mulighed for at hylde vores erhvervsliv på sådan en aften, slutter Lars Fjalland. Han kunne også informere om, at datoen for Skive Business Award 2023 allerede var sat, og det bliver torsdag d. 25. januar 2024.

Se billederne fra årets award her

Køb billetter til næste års show her