Skip to main content

Energibyen og Business Skive vil udbrede flere genanvendte byggematerialer

Energibyen Skive og Business Skive er gået sammen i et projekt, der igennem flere mindre projekter vil omdanne mere erhvervsaffald til byggematerialer og gøre bæredygtigt byggeri endnu større.

Energibyen Skive skal med projektet Industrial Recycling for Construction (IRC) vise forretningspotentialet i at omdanne erhvervsaffald til byggematerialer. For at lykkes med det, har Energibyen og Business Skive indgået et strategisk samarbejde, og Business Skive er blevet partner i projektet.

  • Når det handler om at skabe vækst og grøn udvikling på Skiveegnen, er det vigtigt at få de rigtige aktører bragt i spil, og her er Business Skive en hel central en af slagsen. De har føling med det lokale erhvervsliv, og samtidig er de bindeleddet mellem kommunen på den ene side og på den anden side virksomhederne, som vi gerne vil samarbejde med i projektet, siger Alexander Lauring Knudsen, som er er teamleder i Energibyen Skive.

I Business Skive ser de også et stort potentiale i IRC, og hvordan projektet kan være med til at skubbe Skiveegnen endnu højere op ad den grønne skala.

  • Grøn omstilling er en betydelig faktor for vores virksomheder, som hele tiden mødes af et større krav om mere bæredygtige forretningsmodeller, og det kan vi støtte dem i. Vores fornemste rolle er at understøtte virksomhederne i deres udvikling og derigennem at skabe vækst og arbejdspladser lokalt, siger direktør for Business Skive, Lars Fjalland.

Formålet med IRC er at få genbrug og genanvendelse af erhvervsaffald op i industriel skala. På den lange bane kan projektet være startskuddet til en etablere en ny, cirkulær erhvervspark i Skive Kommune, som det tidligere er sket med GreenLab Skive.

  • Vi er allerede i dialog med en række virksomheder på egnen om genanvendelse af materialer. Det er helt tydeligt, at tanken om cirkulær økonomi ikke er ny her på Skiveegnen, og jeg tror på, der er rigeligt potentiale i de lokale virksomheder, til at vi kan tage et stort skridt mod en mere cirkulær byggebranche, som genanvender langt flere materialer, fortæller projektleder Mikkel Ebbesen Vinther fra Energibyen Skive.

Materialer til produktion af bygningskomponenter udgør i dag 35 % af alle materialer, der anvendes til produkter. Der er derfor et stort marked for at producere byggematerialer. Trods denne efterspørgsel og et stort udbud af erhvervsaffald, så genbruger og genanvender vi i dag kun en meget lille andel af erhvervsaffaldet til nye produkter til byggeriet. Den manglende logistik og for høje priser for genanvendte og -brugte byggematerialer er blandt udfordringerne, og værdikæden, der skal tage erhvervsaffald tilbage, er næsten ikke eksisterende. Det er de udfordringer, som det overordnede projekt CE:BW skal være med til at takle.

Det grønne fokus, man finder i Skive Kommune og i mange af egnens virksomheder er ikke gået uset hen. I DI’s seneste analyse af erhvervslivet kårede de Skive Kommune som den bedste til grøn udvikling. Det er en position, vi er særligt stolte af, og som vi sammen med erhvervslivet ønsker at bevare.

For nylig søsatte vi Skiveegnens Vækststrategi. Med den som ramme skal iværksættere og etablerede virksomheder tage del i at skabe grønne handlinger i et samspil på tværs af erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og kommune, som også bidrager til at opfyldelsen af FN’s 17 verdensmål.

Og senest har vi fået godkendt vores klimahandlingsplan Skive 2050. Handlingsplanen er den overordnede ramme for indsatsen for grøn omstilling i Skive Kommune og bygger oven på egnens mangeårige historie med bæredygtige og klimavenlige indsatser.