Business Skives Generalforsamling 2023
Først og fremmest vil vi gerne takke de mange medlemmer af Business Skive, som deltog i vores årlige ordinære generalforsamling i går den 29. marts på Højslev Kro. Traditionen tro var der lagt op til en aften med en mere formel start, men som sluttede af på hyggeligste vis med spændende oplæg, god mad og masser af snak og networking folk iblandt.
Tommy Korsholt, bestyrelsesformand for Business Skive, og direktør for TKT Electronics, begyndte generalforsamlingen med den faste ”formandens beretning”. Han begyndte med en fortælling om at 2022 har været et turbulent år for langt de fleste virksomheder grundet inflation og usikkerhed i markedet, som han også fortalte kunne spejles i Business Skives mange virksomhedskontakter i 2022 – nemlig over 800. Derefter var han omkring de store projekter, der gjorde sig særlig gældende i 2022, såsom Vækstteamets opstandelse, Green Innovation Makers på andet år, og Elværket der gik fra at være et projekt til at være en bæredygtig forretningsmodel, der drives videre af Business Skive. Slutteligt takkede han en lang række aktører, hvor uden dem, var hverken Business Skive, projekterne eller Elværket hvor de er i dag.
De mange tak lød til,
- Alle vores medlemsvirksomheder – uden jer kan dette ikke lade sig gøre.
- De lokale uddannelsesinstitutioner – det er fedt I bakker op og bruger os og miljøet.
- GreenLab Skive og Klimafonden Skive for det gode samarbejde
- Skive Kommunes Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg, Energibyen, Thomas Lindberg og Maibrit Lykkegaard – uden jeres opbakning og samarbejde var dette ikke realiseret.
- Ungdomsskolen i Skive – uden jer, var vi et meget ”fattigere” sted.
- Og til sidst Spar Vest Fonden, for jeres uvurderlige støtte i mange af vores projekter.
Efter formandens beretning gennemgik revisor Michael Dalberg fra Beierholm regnskab og budget for 2022 og 2023. Generalforsamlingen godkendte og gik videre til valg af bestyrelsesmedlemmer. På valg var i år Tommy Korsholt fra TKT Electronics, Lene Jeppesen fra Revision Limfjord og Camilla Knudsgaard fra Greenlab. Alle tre ønskede at genopstille. Vi manglede dertil endnu et medlem, da frafald i 2022 gjorde at bestyrelsen manglede et medlem for at nå op på de syv personer den skal bestå af. Her ønskede Leo Østergaard fra Skov at opstille. Alle fire bestyrelsesmedlemmer blev valgt og genvalgt under fredsvalg.
Bestyrelsen består derfor per 29. marts 2023 af:
- Tommy Korsholt, Direktør, TKT Electronics.
- Lene Jeppesen, Partner, Revision Limfjord.
- Camilla Knudsgaard, projektleder, Greenlab.
- Jesper Sørensen, Direktør, Dan-Element.
- Peter Hjelm, Direktør, Formkon.
- Steen K. Pedersen, Direktør, Steen K. Pedersen.
- Leo Østergaard, Direktør, Skov.
Konstitueringen finder sted snarest muligt for at afgøre posterne for formand og næstformand.
Efter generalforsamlingen hørte vi to spændende oplæg fra Lene Baadgaard og Stine Mark fra Vækstteamet i Business Skive. Her fortalte de hver især om de større projekter, de netop nu arbejder på i Vækstteamet; Upcycling Industries og SPOTTET.