Skive får et unikt og socialt oplevelsesmiljø kaldet SPOTTET, som skal stå færdigt i slutningen af 2025. Indtil nu har SPOTTET blot været en idé om at skabe en ny levende bydel, hvor vores handlekraft, viden og skabertrang forbindes og synliggøres på tværs af formål – og nu skal den idé vækkes til live.
SPOTTET bliver konkret
Projektet er netop nu i sine første faser, og den næste projektfase indeholder blandt andet udarbejdelse af en udviklingsplan, et konkret koncept og strategiudvikling for hele SPOTTET. ”Det er en drøm, at miljøet vil ende med at indeholde faciliteter som kontorfællesskaber, midlertidige boliger til studerende, kontorer, cafémiljø, showroom, værksted og meget mere”, fortæller Stine Mark og fortsætter ”især synergierne mellem studerende og erhvervet skal komme til udtryk i det nye miljø, hvor de både kan bo, arbejde, leve og mødes socialt.”
Nu er visionen og fundamentet på plads for SPOTTET, så næste skridt er at blive mere konkret i hvordan det hele kommer til at se ud. ”Det er vigtigt at forstå, at vi ikke bare vil bygge bygninger, men vi vil bygge et miljø” fortæller Lars Fjalland, bestyrelsesformand for SPOTTET og fortsætter: ”Det kræver nogle helt særlige kompetencer ikke blot at tænke flot arkitektur, men at tegne et miljø som ikke findes andre steder. Derfor går vi nu i gang med at samle det rette hold af kreative og erfaringstunge fagpersoner, der skal hjælpe os med de første stregtegninger og derefter det endelige koncept.”
En placering med synergier
Et af de første spadestik, er at beslutte placeringen af det miljø, der skal bygges, og forhåbningen er at placere SPOTTET i Elværkskvarteret omkring det nuværende Elværket og det kommende byggeri i det gamle slagteri og AABs nye byggeplaner. ”Der er en synergi mellem Elværket, de nye planer for slagteriet og AAB og SPOTTET, som også skal være til stede geografisk for at sådan et miljø vil kunne fungere,” fortæller Stine Mark, projektleder og bestyrelsesmedlem i SPOTTET.
”Elværket har blandt andet allerede en del af det miljø vi vil bygge, så det vil selvfølgelig kun give mening at vi bygger videre på de succeser, der allerede findes i Skive. Vi vil skabe et miljø for de fortsat stigende antal studerende, forskere og medarbejdere, der hvert år midlertidigt ønsker at komme til Skive i forbindelse med uddannelse eller job” fortæller hun og fortsætter ”Der er tale om et samlingssted for byens borgere, egnens uddannelser, de midlertidige beboere og erhvervslivet. Målet er at skabe et miljø, der bygger på fællesskab, netværk og relationer til Skiveegnen. Vi vil skabe en levende bydel!”
Erhvervslivet og uddannelserne er med fra start
SPOTTET er for nyligt blevet forankret i en forening med egen bestyrelse, som er ansvarlige for udviklingen og gennemførelsen af projektet. Bestyrelsen er bestående af repræsentanter fra blandt andet DTU, GreenLab, KIS-Huset, Advokathuset, VækstTeamet og Business Skive med Lars Fjalland som bestyrelsesformand. Medlemmerne i foreningen er ind til videre en blanding af repræsentanter fra Skive Kommune, Business Skive og det lokale erhvervsliv, heriblandt GreenLab, DEIF, Skov, Meisner og Sigh, BDO, Advokathuset og Moland Group.
”Det er helt afgørende at vi udvikler i samspil med de øvrige aktører i Elværkskvarteret og derfor bliver både strategien, visionen og konceptet udviklet i dialog med både folkene bag Slagteriet og AAB, der også er på vej med nybyggeri i Elværkskvarteret. Vi er hinandens forudsætninger for at udvikle en levende og attraktiv bydel” slutter Stine Mark.
Udover at have erhvervet og uddannelserne med i udviklingen, har SPOTTET også politisk opbakning, da Skive Kommunes Byudviklingspulje i marts bevilgede 1 million kroner til at starte projektet på. Visionen er at miljøet skal være færdigt i slutningen af 2025.