Minedrift i Skive tænker du? Argh, den må de endnu længere ud på landet med!
I virkeligheden taler vi ikke om sådan en mine under jorden med store maskiner, der trækker ressourcer ud af jorden. Vi taler om at fremtidens råstoffer ikke skal graves op af jorden, men skal findes i de reststrømme, der kommer fra virksomheder for eksempel lige her i Skive.
Vidste du for eksempel at et ton elektronikaffald er mere værd end et ton malm gravet direkte op fra en guldmine?
Beregningsmodel under udarbejdelse
Mandag og tirsdag i uge 4, 2024, afholdte vi hos Business Skive en workshop faciliteret af Rasmus Jørgensen fra CBS. Målet var at udvikle en beregningsmodel, som skal hjælpe vores virksomheder med at vurdere om det er rentabelt at lave et take-back system på deres reststrømme (læs: affald fra produktion) eller om det er rentabelt at tage deres udtjente produkter retur og give dem nyt liv.
Lene Baadsgaard, Business Skive fortæller: “Vi skal give vores virksomheder et bedre udgangspunkt for at vurdere om det er rentabelt for dem at tænke på et take-back system. Det er total spændende og yderst relevant – vi har samlet et team ”med ild i øjnene” om denne udfordring i denne uge. Og jeg må sige – der har bare været knald på”
Workshoppen har afsæt i CEBW EU projektet, hvor de deltagende havde en fælles udvikling af en økonomisk model, der skal bruges som beslutningsstøtte til virksomheder der vil ser take-back af deres produkter som en mulig forretningsstrategi. Målet var at udvikle en beregningsmodel, fokuseret på økonomiske faktorer relateret til take-back. Modellen skal præsentere 2-3 take-back scenarier som beslutningsstøtte.
Mikael Oddershede, Business Skive tilføjer: “Vi har arbejdet med en prioritering af strategier hvor vi kigger på genanvendelse, delvist genbrug eller genbrug. Derudover har vi identificeret økonomiske faktor-identifikationer og relationer og endelig lavet et udkast til et modeldesign.”
Et team med de rette erfaringer
På de to dage var ni forskellige personer tilstede til workshoppen, nøje valgt ud fra deres kompetencer og erfaringer. Heriblandt uddannelsesinstitutioner, der kunne bidrage med viden om forskning og modeller inden for take-back systemer og virksomheder, som selv har en stor erfaring med at implementere take-back systemer. Lene fortæller: “Vi har i løbet af de to dage syretestet vores fremgangsmåde med virksomheder, der i dag arbejder med forskellige strategier for take-back – det har være fedt at få feedback fra virksomheder der sidder midt i de udfordringer og læringer der er i etablering af en take-back proces. Vi ser frem til at afprøve og videreudvikle på modellen sammen med virksomhederne i de kommende uger. Tak for hjælpen!”
De deltagende på workshoppen var: Rasmus Jørgensen fra CBS, Henning de Haas fra AU Herning, Jesper Søbjørn fra VIKAN, Katrine Primdal, Karen Andreassen fra Windowsmaster, Jakob Orbesen fra TSCHerning, Mikkel Ebbesen fra Energibyen og Lene Baadsgaard og Mikael Oddershede, begge fra Business Skives vækstteam.