8 glade vindere kunne gå hjem med en statuette til Skive Business Awards 2024
Fredag den 24. januar 2025 løb Skive Business Awards af stablen i bedste oscar stil. Allerede kl. 16.30 ankom de første gæster, der kom for at deltage i årets nye tiltag – Fredagsbar i samarbejde med Hancock Bryggerierne. Smukke kjoler, palietter, høje hæle, slips og nypudsede sko var fundet frem, så folk kunne være klædt på til en ægte fejring.
Det var en fejring af alle der blev nomineret, da det er en præstation i sig selv – men herunder kan du se hvem der løb afsted med den flotte titel, statuetten og smukke blomster.
Årets Iværksætter
I kategorien Årets Iværksætter løb det lokale cruise og vandreturs agentur Limfjordsoplevelser med sejren. Iværksætterprisen tildeles en eller flere personer, som har etableret eller overtaget en virksomhed i Skive Kommune inden for de seneste tre kalenderår. Iværksætteren skal have udvist et bemærkelsesværdigt engagement og initiativ i Skive Kommune. Stort tillykke til Limfjordsoplevelser!
De nominerede i kategorien var Limfjordsoplevelser, Det Gamle Ishus (Glyngøre) og Vest-Vin.
Årets Virksomhedsmentor
I kategorien Årets Virksomhedsmentor løb Lotte Riis, som er afdelingsleder ved TKT Electronics med sejren. Prisen for årets virksomhedsmentor tildeles en engageret medarbejder, som er mentor for én eller flere personer i aktivering på virksomheden. Virksomhedsmentorer yder i hverdagen en stor og helt afgørende støtte til de ledige, som af forskellige årsager ikke ved egen kraft formår at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Årets virksomhedsmentor skaber engagement og drive i mentorarbejdet samt bidrager til trivsel og god kultur i virksomheden Stort tillykke til Lotte og hendes kollegaer ved TKT Electronics!
De nominerede i kategorien var Ivan Henriksen, IT-leder, Skive College, Lotte Riis, Afdelingsleder, TKT Electronics og Søren Hansen, Produktionsleder, Idé-Pro Glyngøre.
Årets Bæredygtighedspris
I kategorien Årets Bæredygtighedspris løb Dan-Element med sejren. Denne pris gives til en virksomhed som har gjort sig ekstra opmærksom på bæredygtighed og/eller den grønne omstilling. Virksomheden skal være beliggende på Skiveegnen. Virksomheden skal også ha et klart defineret mål med, hvor den vil hen med sine indsatser. Stort tillykke til Dan-Element.
De nominerede i kategorien var Dan-Element, Hydra-Comp og Salling Autogenbrug
Årets Kundeoplevelse
I kategorien Årets Kundeoplevelse løb Guldsmed Østergaard med sejren. I år var publikum som noget nyt, med til at stemme live om hvem der skulle løbe med sejren. Prisen for årets kundeoplevelse tildeles en virksomhed, der kontinuerligt yder en ekstra god service/oplevelse overfor dennes kunder. Der må altså ikke være tale om en enkelt hændelse men skal være bemærket af flere og over flere gange. Stort tillykke til Guldsmed Østergaard.
De nominerede i kategorien var Guldsmed Østergaard, Sport24 og Strøgets Vinhandel
Årets Vækstvirksomhed
I kategorien Årets Vækstvirksomhed løb Skive Anlæg og Entreprenør med sejren. Prisen for årets vækstvirksomhed skal findes i en virksomhed, der har formået at vækste markant på økonomiske målepunkter eller antallet af medarbejdere i Skive Kommune. Her kan man bl.a. finde inspiration i blandt kommunens Gazelle-virksomheder. Stort tillykke til Skive Anlæg og Entreprenør.
De nominerede i kategorien var Dan-Element, HEM og Skive Anlæg og Entreprenør.
Skive Kommunes CSR Pris
I kategorien Skive Kommunes CSR Pris løb Skive Frugt og Grøntbørs med sejren. Skive Kommunes CSR-pris går til en virksomhed, der har udvist særlig rummelighed og samtidig opnået gode resultater med integration af personer i jobcentrets målgruppe. Stort tillykke til Skive Frugt og Grøntbørs.
De nominerede i kategorien var Skive Frugt og Grøntbørs, Rema 1000, City Vest og Børnehusene Hedemarken.
Årets Erhvervspris
I kategorien Årets Erhvervspris løb Formkon med sejren. Årets Erhvervspris tildeles en virksomhed, der i sit daglige virke er en rollemodel for Skiveegnens virksomheder og Skive Kommune som helhed – både lokalt og nationalt. En virksomhed der tør gå foran på områder som fx den grønne omstilling, ekstraordinær god ledelse, værdiskabende aktiviteter m.m. Stort tillykke til Formkon.
De nominerede i kategorien var Calvex, Formkon og SØBY.
Æresprisen
Den særlige hyldest æresprisen gik i år til Fritz Strange, tidligere direktør og ejer af Hancock Bryggerierne. Han kunne nyde den lange vej til podiet med et stående applaus fra 400 erhvervsfolk fra Skiveegnen. Stort tillykke til Fritz med denne særlige og hæderlige hyldest.
Skive Business Awards Ærespris har ingen nominerede. Prisen gives til en person eller virksomhed, som fortjener en særlig hyldest for en flerårig, bemærkelsesværdig indsats i erhvervslivet i Skive Kommune.