Skip to main content

Rekordmange ”gazeller” blev hyldet med frokost og taler

Skive Kommune og Business Skive inviterede fredag den 31. januar på frokost og fejrede de rekordmange virksomheder fra Skiveegnen, der har toppræsteret på udvikling og vækst.

Der var dækket op til flere end nogensinde før i Det Gamle Rådhus, da Skive Kommunen sammen med Business Skive fredag middag kunne byde de nyeste ”gazeller” velkommen.

Ikke færre end 19 lokale virksomheder modtog i november 2024 Børsens Gazellepris. Det er rekorden ind til nu og en udvikling, som borgmester Peder Christian Kirkegaard ikke lægger skjul på, at han er meget stolt af på Skiveegnens vegne.

–    Giv jer selv et klap på skulderen. I er rollemodeller. Både hvad angår kreativitet, optimisme, mod og visioner. Det er en utrolig flot præstation at opnå en Gazelle-pris. I er vigtige forbilleder for vores egn, lød det fra Peder Christian Kirkegaard i hans velkomsttale.

En lækker gavekurv med lokale delikatesser blev overrakt de mange vindere af prisen. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann 

Dejligt med anerkendelse

Traditionen med at invitere Skiveegnens gazellevirksomheder på frokost har eksisteret i fire år. Første år foregik frokosten online på grund af Corona-restriktioner.

De to seneste år har Det Gamle Rådhus dannet ramme om frokosten.

Michel Nielsen er direktør i Skive Anlæg & Entreprenør ApS og vandt for nylig Business Skives fornemme hæder som Årets Vækstvirksomhed. Det er fjerde gang, Michael Nielsen og medarbejderne modtager Gazelle-prisen. Han var glad for invitationen.

– Jeg synes, det er rigtig flot, at kommunen påskønner de virksomheder, der gør det godt. Vores andre tre gazeller fik i 2017, 2018 og 2019. Det var før kommunen begyndte at invitere til Gazelle-frokost. Så det er da dejligt, at vi kan være med i dag. Det er altid rart at blive påskønnet. Og frokosten er en god anledning til at sparre med de andre virksomheder, lød det fra ham.

Borgmesteren roste i høje toner de fremmødte “gazeller”. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann 

Lære af hinanden

Netværkselementet er en væsentlig del af arrangementet, lød det fra frokostens anden vært, Business Skives direktør, Lars Fjalland.

–    En del af frokosten består i, at de fremmødte virksomheder giver en lille præsentation af sig selv, og den vækstrejse de har været på. Selvom virksomhederne selvfølgelig er forskellige, er der mange ligheder i de udfordringer og succeser, de har mødt på vejen. Det er godt, at de mødes og deler dem her, lød det fra Lars Fjalland.

Ud over frokosten og hæderstaler af borgmester Peder Christian Kirkegaard og direktør for Business Skive, Lars Fjalland, fik de fremmødte en gavekurv med lokale lækkerier i en trækurv af affaldstræ, som er konstrueret af BOMI, det kommunale tilbud for borgere i beskyttet beskæftigelse, ressourceforløb, aktivering og projekter.

Gazelle-prisen uddeles til virksomheder, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet omsætningen over de fire år. Hvis virksomheden ikke opgiver omsætning i sit regnskab, beregnes væksten på baggrund af bruttoresultatet.

Skrevet af Jane Gisselmann, Skive Kommune
Foto: Jane Gisselmann, Skive Kommune

Gazellemodtagerne 2024:

🏆 Alf Myhre Transport ApS
🏆 Blingedal & Olesen ApS
🏆 Byggeservice ApS
🏆 FS2 reklame a/s
🏆 HP Byggeentreprise A/S
🏆 LECA Gris ApS
🏆 MY SOUL APS
🏆 Møibæk Nielsen Fragt ApS
🏆 NG Metal A/S
🏆 Nordic floor ApS
🏆 Proviido Skov & Natur ApS
🏆 Ransborgs Salg og Service ApS
🏆 Siggard Agro ApS
🏆 Skive Anlæg og Entreprenør ApS
🏆 Skive Handel og Teknik ApS
🏆 Suveræn Rengøring ApS
🏆 TJ Montage ApS
🏆 Torsmark ApS
🏆 Tømrer og Totalentreprenør Poul Bak A/S