Da Glaspusteriet GNIST – et åbent værksted med glas og keramik – åbnede i Skive i sommeren 2023, var det med en god portion nysgerrighed og en smule usikkerhed. Thea havde fået tilbudt at leje lokalerne fra det gamle Glaspusteriet Helledie, og Thea og Mikkel boede på det tidspunkt i Aarhus, så Skive var for dem et ukendt territorium.
“Vi tænkte: Skive? Hvor er det?” griner de. Men de blev hurtigt positivt overraskede: “Folk hilser på hinanden og man bliver hurtigt en del af noget her. Her bekymrer man sig om hinanden, og det nyder vi virkelig at være en del af.”
Fra hverdagsvalg til forretningsidé
Hos GNIST har de altid arbejdet med omtanke. De bruger eksempelvis genbrugte materialer til indpakning, undgår plastik så vidt muligt og har aktivt valgt at undgå glasfarver, der indeholder bly som 75% af alle glasfarver gør.
“For os har det bare været sund fornuft. Vi har ikke tænkt over det som noget særligt – det er bare måden, vi gør tingene på.” fortæller Thea og Mikkel.
Det var først, da de deltog i et ESG-kursus hos Business Skive, at de opdagede, hvor meget deres måde at arbejde på faktisk betyder – og at det kunne blive en reel forretningsmulighed. Her blev idéen om julegaver til virksomheder født.
Gaver med holdning – og fakta bag
Med hjælp fra Business Skive og tilskud fra NextStep-forløbet under Iværksætter Danmark, er GNIST nu i gang med at udvikle medarbejdergaver, som virksomheder kan give med ro i maven – fordi de ved, hvad der ligger bag.
Igennem NextStep forløbet fik de tilskud til en særlig tilpasset workshop med en rådgiver, der hjælper dem med at få sat konkrete tal på deres produktion. Det betyder, at virksomheder snart kan se, hvor meget CO₂ der i gennemsnit er forbundet med en gave fra GNIST. Det har også ført dem til deres næste udviklingsskridt, hvor de kigger ind imod at udskifte deres gasovne med elovne på sigt – en investering, der kan ende med at sænke deres Co2 udledning med op til 70%.
De første tal forventes klar i august i år, og allerede nu er det muligt at tage fat i GNIST, hvis man vil høre mere om mulighederne for julegaver i år.
“Det handler for os om gennemsigtighed og ærlighed. Vi har ikke brug for store ord – bare klare fakta.”
GNIST vil være mere end produktion
Udover deres arbejde i værkstedet tager GNIST også imod skoleklasser og praktikanter. De vil gerne vise, at man godt kan kombinere kreativt håndværk med ansvarlighed – og at der er mange veje i livet udover skolebænken.
Lige nu leder de efter virksomheder, der har lyst til at være med på rejsen – og bestille julegaver, der er lavet lokalt, med omtanke for både mennesker og materialer.
“Vi har lært enormt meget i den her proces – og vi er faktisk blevet eksperter i vores egen forretning på en helt ny måde. Det er fedt at kunne tage styringen med fakta i hånden.”
Vil du vide mere om GNISTs julegaver til medarbejdere? Tag fat i dem allerede nu ved at klikke her – eller hiv fat i Business Skive ved at klikke her, hvis du selv går med en idé og vil i gang med næste skridt.