Vi har et fælles ansvar for fremtidens arbejdskraft – nu tager vi næste skridt
Hvordan sikrer vi fremtidens arbejdsmarked på Skiveegnen? Det spørgsmål satte vi i centrum, da Business Skive samlede 21 lokale virksomheder til Problemknusercamp den 5. februar. Dagen efter stillede vi de samme spørgsmål til 75 virksomheder ved Skive Kommunes håndværkermøde og igen ved Business Skives ordinære generalforsamling, hvor 150 virksomheder i alt bød ind med erfaringer og perspektiver.
Nu har vi fået et klart billede af, hvor udfordringerne er størst – og ikke mindst hvor potentialet er størst. Derfor samler vi nu virksomheder i nye arbejdsgrupper, der skal arbejde konkret videre med de løsninger, vi skabte i fællesskab.
Fire temaer viser vejen
Gennem interviews, workshops og spørgeskemaer er fire temaer vokset frem som helt afgørende for, om vi lykkes:
“Vi kan ikke løse udfordringen med mangel på arbejdskraft i siloer. Det kræver, at vi begynder at samarbejde på tværs – på tværs af virksomheder, sektorer, uddannelsesinstitutioner og kommunegrænser,” siger Lene Baadsgaard, erhvervsudvikler i Business Skive.
Et af temaerne handler netop om samarbejde på tværs – om at tage fælles ansvar for at byde nye arbejdstagere velkommen, men også om at holde fast i dem, der allerede har vist interesse for egnen. Det kræver fælles sprog, fælles handling, mod og viljen til at dele både idéer og initiativer.
Fra idé til handling
Et andet fokusområde handler om fødekæden – eller pipeline, som vi har kaldt det. Mange virksomheder står med præcis de samme behov for kompetencer, men løfter dem hver for sig. Det vil vi ændre på.
“Vi skal pulje vores kompetencebehov og arbejde meget tættere sammen med uddannelsesinstitutionerne – både når det gælder praktik, lærlinge og opkvalificering. Hvis vi vil have flere faglærte, skal vi tage medansvar for deres vej ind i arbejdslivet,” forklarer Stine Borup, erhvervsudvikler i Business Skive.
De to øvrige temaer handler om ledelse og branding. Virksomhederne står i dag midt i et rammeskifte – både i generationssammensætning og i medarbejdernes forventninger til fleksibilitet, mening og medbestemmelse. Samtidig viser data, at vi har en opgave i at brande Skiveegnens virksomheder og vores egn “Vi har brug for at fortælle egnens Virksomheders historie – ikke med flotte ord, men med handling. Employer branding kan jo som udgangspunkt også være en indsats vi arbejder sammen om,” siger Lene.
Vi starter nu – vil du med?
Næste skridt er klart: Vi samler nu fire arbejdsgrupper, der hver især skal arbejde videre med ét af de fire temaer. Her vil især virksomheder og uddannelsesaktører mødes for at, dele viden og udvikle konkrete tiltag, som skal være med til at sikre vi har adgang til og kan tilføre den arbejdskraft vi har brug for på Skiveegnen – både på kort og lang sigt.
“Det vigtigste er, at vi ikke stopper ved snakken. Nu skal vi handle – sammen,” afslutter Stine.
Hvis du vil være med i en af arbejdsgrupperne – eller bare høre mere – så tag fat i Lene eller Stine hos Business Skive. Vi glæder os til at høre fra dig.