Podcast om Spottet: Hvis det ikke kan skaleres, kan det ikke forandre byggebranchen
Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling i byggeriet, skal vi gentænke, hvordan vi skalerer løsninger og ikke bare udvikler dem. I femte afsnit af podcasten om Spottet tager Thomas Hebsgaard og Karl-Martin Buch Frederiksen fat på spørgsmålet: Hvordan får vi planetær byggeskik ud at leve i det kommercielle byggeri?
I arbejdet med Spottet samarbejder vi med Sweco og en lang række aktører for at udvikle og afprøve en ny måde at bygge og bo på. En måde, hvor vi holder os inden for planetens grænser, uden at gå på kompromis med kvalitet, driftssikkerhed eller fællesskab.
Men én ting står klart: Hvis en planetær byggeskik for alvor skal gøre en forskel, skal den kunne bruges i stor skala, også af de virksomheder, som bygger Danmark til hverdag. Og det kræver, at byggeskikken er til at arbejde med i alle led af værdikæden.
Planetær byggeskik skal være nem at bruge
I podcasten diskuteres behovet for at standardisere de regenerative løsninger, så de ikke forbliver nicheeksperimenter. Ligesom medicinalindustrien har klare procedurer for nye lægemidler, skal byggebranchen have klare veje til godkendelse og implementering af biogene materialer og nye metoder. Det skal være nemt at gøre det rigtige
Fra mark til mur
Derfor begynder afsnittet på en mark i Thise. Her møder man Ole Møller Helbæk, der dyrker elefantgræs og drømmer om at levere til fremtidens byggeri. En CO₂-bindende afgrøde, som kan høstes lokalt og potentielt blive en byggesten i vores egns nye byggeskik.
Også Rune Højlund Tybjerg fra Klimaerhvervsskolen Herningsholm er med i afsnittet. Han uddanner de håndværkere, der en dag skal bygge Spottet og mange andre lignende projekter. Ifølge Rune er det afgørende, at nye materialer bliver en del af det, han kalder “alment teknisk fælleseje”. Håndværkeren skal kunne tage materialerne i brug uden tvivl og uden bøvl.
Lyt med i podcastens femte afsnit, hvor der stilles skarpt på værdikæden, på barriererne og på potentialerne.