Lærlinge og elever fandt fællesskabet på Skivemødet
Der var god stemning, nye bekendtskaber og masser af aktivitet, da 50 lærlinge og elever fra omkring 20 virksomheder og organisationer mødtes til lærlinge- og elevnetværk på Skivemødet.
Målet med eftermiddagen var enkelt: At skabe et sted, hvor unge på tværs af arbejdspladser kan mødes, lære hinanden at kende og blive en del af et større fællesskab på Skiveegnen. Et behov som virksomheder, uddannelser og Vækstteamet i Business Skive har arbejdet med at finde konkrete løsninger og samarbejder omkring.
”Det bedste ved eftermiddagen var at se, hvordan snakken opstod helt naturligt på tværs af virksomheder og fag. Nogle kom uden at kende nogen, men gik hjem med nye relationer. Det er præcis den type fællesskab, vi gerne vil være med til at skabe og understøtte,” siger Stine Borup Christensen fra Vækstteamet i Business Skive.
Eftermiddagen bød blandt andet på underholdning med hypnotisør Lasse Kvist, konkurrencer, kreative aktiviteter og masser af mulighed for at møde andre unge fra lokale virksomheder.
Efter arrangementet er konklusionen klar: Netværket skal leve videre.
De kommende aktiviteter skal udvikles i tæt samarbejde med lærlinge og eleverne, så netværket formes af de unge, der skal være en del af det sammen med lærlinge-/elevansvarlige fra virksomhederne.
”Vi har fået en rigtig god start. Nu handler det om at lytte til deltagerne og bygge videre på det engagement, de har vist. Ambitionen er at skabe et netværk, som de unge oplever som relevant, sjovt og værdifuldt,” siger Stine Borup Christensen.
Tak for at være med til at gøre første netværksmøde muligt til:
- Skive College
- Skive Anlæg og Entreprenør
- Thise Mejeri
- N.C. Nielsen
- HK MidtVest
- 3F Skive-Egnen
- Erhvervsplaymaker May-Britt Hestehauge
- Skive fH
- Skive Festival
- Skivemødet
Der skal selvfølgelig også lyde en stor tak til alle deltagende lærlinge, elever og virksomheder samt alle, der har udvist interesse for netværket, men ikke kunne være til stedet ved første møde.